30/8 07 and 31/07

Torsdag startede med at sove længe. Vi gik hen til Gulshan-2 circle og fandt et lokalt spisested for frokost. Vi var ikke helt sikre på hvad vi havde bestilt men fik den efterhånden klassiske tallerken med agurkeskiver, gulerodsskiver og rå løg. Så kom der helt friskbagt Naan brød, noget ris og 3 forskellige kød retter. En oksekød, en kylling og en med noget vi længe diskuterede hvad var. Konklusion var at det enten måtte være noget due-agtigt eller ællinger. Kødretterne blev serveret i nogle fine kobberskåle som blev placeret i stativer med ”olielamper” under. Maden smagte virkeligt godt.

På vej tilbage til lejligheden gik jeg ind i en fotobutik for at få lavet nogle billeder til mit Nordic Club medlemskort. Jeg startede med at spørge til prisen. 150 taka, for fire billeder. Det er ca 15 kroner, så det var egentligt ok. Så blev jeg ledt ind i et studie bag i butikken. Det havde jeg ikke forventet. Her var det hele sat op mod lamper, projektører, baggrunde etc. Efter lidt flytten rundt med lyset tog fotografen vel omkring 15 billeder (digitale), og var så tilfreds. Der havde jeg så forventet at de bare skulle printes, men der skulle ske mere end det. De blev læst ind i computeren og så gik han i gang med at vippe hovedet og rette til og klippe til. Efter 10 minutters arbejde var han tilfreds og jeg satte mig ned for at vente på at billederne skulle blive færdige. Der gik endnu et par minutter og jeg fik en lille konvolut med de fire pas billeder samt en slags medlemskort. Dette kan jeg så bruge hvis jeg på et senere tidpunkt vil have flere pasfotoes. Det er synes jeg er smart.

Hen på aftenen havde vi lyst til lidt fest. Så vi startede med at drikke lidt af hvad vi havde i barskabet. Det er stort set tomt nu. Antti troede ikke på at der kunne være en ordentlig fest i Nordic Club, så vi startde med at tage til Baka Club, som er englændernes klub. Her sagde de også at stedet hvor tingene skete var i Nordic Club så vi tog derhen og ganske rigtigt. Festen var i fuld gang. Vi faldt hurtigt i snak med nogle af de unge mennesker, og da tingene begyndte at dø lidt ud tog vi videre til ”Heritage” som er en privat klub. Efter at have været kort tid der tog vi en flok hjem til en Kew Yorkers Dhaka hjem. Han sagde at han havde Dhakas bedste bar. Nøgleordet her er ”havde”. Vi sluttede en vild aften og nat med morgenmad og svømmetur på Hotel Radisson. Dem som påstår at der ikke kan findes vilde fester i Dhaka har ikke kigget godt nok! - Jeg var hjemme omkring klokken 11 (formiddag).

29/8 07

Dagen startede som gårdsdagen. Dette varede indtil frokost, som vi indtog i resturanten ved siden af kontoret. Vi fandt ud af at i morgen normalt er helligdag her i landet. Baggrunden er at de skal bede hele natten. Sådan er det bare ikke her. I Bangladesh er der 19 officielle helligdage. Da virksomheden blev startet blev der besluttet and medarbejderne kun fik 10 af disse dage. Derfor var denne blevet valgt til at være en af helligdagene der skulle arbejdes på. Et er at man aldrig kunne gøre det i Danmark, noget andet er, at den arbejdsindsats de kan yde nok næppe kan kaldes optimal hvis de ikke har sovet de sidste 24 timer. Så efter en del overvejelser af blandt andet deadlines for projekterne, valgte jeg at give dem fri – det mener så at de på et andet tidspunkt hvor vi har travlt skal komme på arbejde. Dette bliver sandsynligvis en fredag på et eller andet tidspunkt. Efter jeg havde annonceret det, og sikret mig at de faktisk forstod det gik jeg i gang med at forklarere de optimerede produktionsmetoder og dokumentationsstruktur. Hvis de kan huske 25% når vi starter igen søndag er jeg glad, men jeg tror det ikke.

28/8 07

Stille dag, hvor tingene er begyndt at virke ”normale”. Dagen gik primært med at planlægge struktur for 3DFactory, få ”the senior guys” med på vognen og så få et overblik over hvilke projecter der er i produktionen lige nu og hvem der laver hvad på projekterne. Antti og jeg gennemgik også de forskellige medarbejderes kvalifikationer fra hans synspunkt. Der var nogle mindre overraskelser, men ellers var det meget tæt på hvad jeg havde vurderet. En af de yngre drenge lavede ”rickshaw-art” i et soveværelse. Det så egentligt fedt nok ud, men det hele var så overfyldt med forskellige farver at det druknede i mængden. Der skal nok komme en hel del rettelser på det, men man forstår godt at de kan have svært ved at forstå skandinavisk indretning når deres verden er så forskellig.

Dagen i dag har været mere ”normal” end de tidlige. Det kunne vel også kun gå den vej. Vi kom lidt sent afsted til kontoret, og chafføren tog en rute ind igennem et fabrikskvarter. Der var ikke slum, men der var ingen tvivl om at folken i området levede på et absolut minimum. Vi lever et beskyttet liv i det grønne danevang er en tanke der hurtigt presser sig på. Da vi kom ud lagde jeg mærke til en yngre kvinde stå og skælde ud på en ældre mand. -Så meget for fordommene om kvinderundertrykkelse i et muslimsk land. Arbejdet gik med at snakke procedurer med de ældre medarbejdere og få PlanEdit produktionen gjort helt klar til rigtige opgaver. Der er masser af ting at tage fat i her. Noget så simpelt som at have et centralt sted at placere informationer og dokumentation findes ikke, alle har deres egne metoder og dele af informationer. Fordelen er at det bliver nemt at opnå resultater hurtigt. Jeg fik også en snak med nabofirmaet som lige nu sidder og tester et online timesagsstyringssystem som ser ud til at passe vores procedure perfekt.

Sidst på dagen var internettet ved at falde fra hinanden og vi besluttede at kalde det en dag. På vejen hjem skulle vi købe lidt at drikke. Det er ikke helt så ligetil som man skulle tro. Der findes kun (så vidt jeg ved) en butik hvor man kan købe alkohol i Dhaka. Der er totalt alkoholforbud i Bangladesh, med nogle meget få untagelser. Dette sted er en af dem. Man kan som udlænding komme til dette lille kontor, hvor der bag skranken står en ok whiskey, en dårlig, to slag billige hvidvin, en billig rose vin og en dåse Heineken. Når jeg nu siger billig er det helt uden henvisning til prisen som er på niveau med en ok en i Danmark. Vi havde egentligt besluttet os for at købe en kasse rød vin og en kasse øl. Øllene måtte jo så være 24stk heineken til over 200 kr! - de skal nydes. På deres prisliste stod der en enkel rødvin, som vi selvfølgelig spurgte til. Manden bag skranken kiggede på os og svarede ”no we do not have - but we have rose” som om, at det da måtte komme ud på det samme. En franskmand ville nok have givet op og rejst hovedrystende hjem. Vi kunne dog godt klare os med øllene for nu og betalte. Så kunne vi gå ud til bilen og vente på at en mand gik om på lageret og hentede kassen som diskret blev sat helt ind i bilen.

Her til aften har vi sørget for at Nikolas kommer, da vi også er ved at have brug for at få vasket noget tøj. Det er egentligt utroligt så hjælpeløs man bliver, når der er folk til at gøre tingene for en. Ingen af os ved faktisk hvor tøjet bliver vasket henne.

Han (Nicholas) kom lige ind af døren og så den store pose med LEGO klodser jeg havde med til når børnene kommer, og Antti lige havde leget med. ”Wow” var kommentaren, efter bare nogle få dage og et enkelt privat hjem kan jeg godt forstå hans reaktion. Der er flere klodser end 10 middelklasse børn nogensinde ville opleve. - Og så har jeg ikke engang taget halvdelen med.

Udgangsforbudet er nu kun i kraft mellem 12 og 5 om morgenen. Så det er reelt ikke noget man mærker til. I starten var min holdning, at det var noget af en overreaktion og at den ødelage business, men det lader til at have haft den ønskede effekt og livet er allerede tilbage til det normale. Jeg har jo ikke ligefrem oplevet det ”normale” denne gang, men folk virker som om at det de har gang i er det samme som altid. Det værende alt fra at sælge kamme på gaden til at teste software for europæer.

26/7 -2007

Søndag, ugens første arbejdsdag! Morgenen startede med lidt ”bangla-mave”, hvilket nok ikke behøver uddybes. Det er ikke den mest optimale måde at starte en dag på, og da slet ikke første arbejdsdag i et nyt land hvor man virkelig skal være skarp. ”First impressions last” siges det jo. En skål med frisk frugt skåret i tern gjorde dog underværker.

Ned i stue-etagen, hvor chafferuren stod klar ved pick-up'et. Antti havde godt fortalt, at vi blev kørt rundt i en pick-up fordi den normale bil var på værksted. Det var dog en behagelig overraskelse at se den for pasager kabinen faktisk var på størrelse med en almindelig bil med både forsæde og bagsæde, samt god aircondition. Turen til kontoret mindede mest om et bilspil på computeren, hvor vi sik-sakkede ind og ud mellem biler, busser, mennesker og ricshaws, mens man på en eller anden måde følte sig sikker fordi chaffeuren kørte med en overbevisende sikkerhed uden hårde opbremsninger eller sving.

Fremme ved kontorbygningen sprang han hurtigt ud og åbnede døren for mig. Idenfor viste Antti mig hen til ”manager”-elevatoren som er forbeholdt lederne af virksomhederne i bygningen. På 6. sal stod vi af og blev mødt af en flok medarbejdere og et låst gitter! Med alt hvad der er sket efter jeg ankom begynder man næsten overveje om der er nogen der forsøger at give et tegn om at man ikke burde gøre det. Jeg vælger dog at (være naiv og) ignore dem.

Vi kom dog ind kort tid efter og jeg aftale med Antti, at vi gik op til mødelokalet hvor jeg præsenterede mig selv kort for folkene. Jeg tror dog, at det meste var kommet ud igennem rygter allerede inden, så det eneste de blev overrasket over var at jeg ville tale med alle i dag.

Jeg bad ham der var tættest på mig om at starte og sagde at resten skulle komme op når der var en der kom ned. På den måde fik jeg også en hurtig indikation af deres interne hierarki, og hvem der snakkede godt med hvem. Vi statede med ”the senior guys” som fortalte lidt om familien, deres erfaringer og hvad de gerne ville i fremtiden. Desuden fortalte jeg også alle at jeg forventede et oplæg fra dem om et relevant emne, samt opfordrede til at kommunike i internationale fora og konkurrencer.

En frokost skulle der jo også til på et tidspunkt så jeg gik ned til Antti som tog mig med til deres frokost resturant. Et sted med en blanding af kinesisk og bangladehisk mad. Jeg må indrømme at kinesisk ikke er det første jeg ville vælge men igen en positiv oplevelser, med noget oksekød i østerssovs, noget sur-sød kylling og selvfølgelig ris.

Jeg får prøvet en del ting her som normalt ikke ville have givet mig afsted med i Danmark, men får næsten lige så mange positive oplevelser.

Hele eftermiddagen gik selvfølgelig også med samtaler. Det slog mig at altid når jeg spurgte til deres familie baggrund startede svaret med ”jeg er nummer x son af min far, som er forretningsmand/ingenør”. Jeg havde forventet at spørgsmålet om hvad de mente de var henholdsvis gode eller dårlige til ville være meget svære for dem, men for det fleste kunne faktisk godt give nogle tildels fornuftige svar, efter jeg sagde at det var for at jeg kunne hjælpe dem med at forbedre det. De har en tiltro til ”chefens” evner som man sjældent ser i danmark.

Hjemme igen besluttede vi at gå ud og spise. Det lyder måske ekstravagant i danske ører at vi spiser ude stort set hele tiden, men når man gør det for omkring 20 kroner inklusiv alt. Så kan man næsten ikke lade være. -og så gav vi Nicolas fri til at være med hans kone, som er kommet på hospitalet. En lokal resturant med en buffet af diminsioner jeg ikke har set magen til tidligere. Havde jeg nævn alle danske retter jeg kunne komme i tanke om, så tror jeg ikke, at alle fadene var blevet fyldt.

Nu er tilgengæld ved at være færdig (klar til at sove). Det tærer at være på hele tiden.

Dhaka 25/08 -07

Dhaka 25/08 -07

Dagen i dag har mest været afslapning.

Jeg har fået læst et par hundrede sider i den bog jeg havde medbragt, da internettet stadig ikke virkede. Vi spiste resten af lasagnen til frokost og gik så en tur ned til den lokale park. Her lod jeg Antti fortælle løs om hvordan hans syn på verden var. Dette vil være endnu en brik i det pudslespil som skal lægges for at få 3DFactory til at køre optimalt. Jeg bliver nødt til at vide hvor de kommer fra, for at kunne planlægge vejen hentil det sted jeg gerne vil have dem.

Sammenlagt varede turen vel omkring to timer, hvor vi også fik set nogle lokale spille cricket. Nogle børn plaske rundt i søen, samt et par skure med hjemløse. Vi blev selvfølgelig spurgt om vi ville være med til at spille cricket, men afslog. Reglerne er som sådan stadig noget slørede, specielt for mig.

Internettet var stadig dødt midt på dagen. Det er noget bekymrende, eftersom vores arbejde afhænger af, at vi har nogle stabile forbindelser til vores kunder i nord-europa. Hvis tingene fortsætter på den måde, bliver vi nødt til at lave nogle nødprocedurer, for at kunne modtage materialer og levere færdige løsninger.

Her til aften valgte vi at tage til Nordic Club for at spise. Det var meget afslappende. Nicolas kom med mit ur :-) Han fortalte også om at hans kone var kommet her til dhaka og blevet indlagt på hospitalet. På et tidspunkt gik det op for ham at Antti var ved at tage af sted og jeg fremover ville være hans boss. Det var sjovt at se hvordan det ændrede tingene. Han fortalte også om hvorfor det var hans landsby var kristne. Der var, såvidt jeg kunne forstå, engang en mindre portugisisk koloni i Bangladesh. Det var fra den de stammede. Vi blev selvfølgelig begge inviteret til at komme derop og se deres kirke som han åbenbart var meget stolt af.

Nu skal jeg lige have de sidste papirer gjort klar til i morgen. Det bliver spændende at møde folkene rigtigt.

Dhaka 24/8 -07

Sov dejligt længe i dag. Det er noget man kan sætte rigtigt pris på når man er vant til at have 2 små børn i huset. Morgenmaden bestod af en stor skål Nicholas havde skåret ud og placeret i køleskabet så vi kunne tage det når vi ville. Nicholas er hushjælp / kok her i huset. Han kommer fra en lille kristen ”Stamme” op i den nordlige del af Bangladesh. Det har den store fordel at han kan og vil håndtere svinekød. Så vi kan også få frikadeller på et tidspunkt :-)

Vi fik også at vide at det totale udgangsforbud var blevet hævet, således at man mellem klokken 8 om morgenen og 10 om aftenen godt kunne bevæge sig ud.

Nahid , 2. manden på 3DFactory, havde inviteret Antti og jeg hjem til ham, hvor hans mor og kone ville forberede en traditionel Bangladeshisk frokost til os. Vi havde aftalt at tage en CNG (også kaldet tuktuk) til Suvastu Tower hvor han ville møde os. En CNG er basalt set en grøn knallert med et blikskur placeret på bagagebæret. Efter at have afvist den første fordi Antti ikke var sikker på, at han forstod hvad vi sagde, fik vi forhandlet os frem til en fornuftig pris for den næste. Dette skulle også vise sig at blive en oplevelsesrig tur. Jeg må indrømme at det er nogle år siden jeg sidst har siddet bagpå en knallert, men dette bragte minder tilbage fra ungdommen på Fyn. De første par kilometer gik fint, men så gik trafikken helt i stå hvilket ikke er unormalt i Dhaka, men meget unormalt på fredage som er helligdag her (Bangladesh er muslimsk med en søndag til torsdag arbejdsuge). Adskillige gange overvejede vi at stå af og gå frem for at finde et nyt transportmiddel længere fremme. Specielt da vi kom til at holde lige ved siden af en stor lastbil, som sendte en fed sort udstødningsrøg lige ind i vores CNG. Heldigvis begyndte vi ikke at gå.

Bangladesh er kendt for sine oversvømmelser og nu har jeg også oplevet det. Nattens regnskyld havde skabt en mindre flod hen over en af hovedfærdselsårene i Dhaka. Ude ved siderne var vandet vel omkring 1 meter dybt, mens det var cirka 1 halv i midten. Dette skabte selvfølgelig et trafikalt kaos, hvilket det jo nok også ville gøre i de fleste andre storbyer i verden. Lastbilerne kunne godt køre i midten af vejen men både biler og CNG'er skulle helt ind til midterrabatten. Her fik vi også bevæget os ind, for bare at konstatere at en knallert motor ikke er specielt godt beskyttet mod vand da vi var ca. 2/3 igennem ”floden”. Heldigvis var et par gade-sælgere mere end villige til at give et skub for 1 taka (ca. 8 øre), og vi kom igennem. Så skulle vi bare videre. Chaufføren gik om og pillede lidt med motoren. Vi satte os ind og de begyndte at forsøge at skubbe den i gang. Efter nogle få meter mente Antti at han da godt kunne hjælpe med at skubbe bagpå. Jeg skal lige love for at der blev kigget og peget fingre. Man kan sagtens forstille sig hvordan historien derhjemme må have lydt. ”I tror det er løgn – Jeg så en europæer skubbe en CNG”. Til sidst kom den selvfølgelig i gang igen og vi kom hen og fik fat i Nahid.

Hos Nahid blev vi mødt af hans to et halvt årige dreng. Han er ikke større end Frederik som er et helt år yngre. Til gengæld kan han finde ud af at bruge fars computer. Han spiller spil, og kigger billeder etc. Det må jeg sige faktisk imponerede mig lidt. Til gengæld fortalte han at børnene her ikke rigtigt kommer ud før de skal til at gå i skole. Ikke engang på gaden og lege med kammerater. Det lyder lidt synd, men det er selvfølgelig at dømme situationen i et skandinavisk perspektiv.

Nahids kone kom ind på værelset og fortalte ham at frokosten var klar. Det var første gang jeg så hende! Da vi så gik ud i (spise)stuen var hun væk igen. Jeg vidste godt at mændene spiser sammen først, men et er at have fået det at vide, noget helt andet er at opleve det. Der var to slags ris, noget kylling, noget der lignede kinesiske friturestegte rejer i sur-sød sovs, nogle mosede rejser blandet med kogte æg, nogle hele fisk i en krydret sovs, samt nogle bitte små der mest af alt mindede om hundstejlere fra åen derhjemme. Det smagte rigtigt godt, selvom jeg aldrig nåede hele vejen igennem og måtte love at jeg ville komme en anden dag og prøve resten.

Vi brugte nogle timer på at snakke om løst og fast, mens jeg prøvede at finde ud af hvilken person han er i virkeligheden. Mit mål er at øge deres professionalisme, og han kan meget vel være en essentiel brik i det pudslespil.

Sidst på eftermiddagen gik mobilnettet dødt igen og vi valgte at tage tilbage til lejligheden. Her var Nicolas ved at lave lasagne. Det kan han faktisk godt finde ud af! Jeg fik også aftalt med ham at fik skiftet batteriet i mit ur. Det bliver dejligt!

Internettet er stadig dødt. Det begynder at bekymre mig lidt.

Dhaka 23/8- 07
Det har været en af de mest ”interessante” dage i mit liv i dag.
Cirka en time før vi skulle lande i ”Zia Airport" her i Dhaka annoncerede flyets kaptajn, at vejret var omkring 30 grader med et let skydække, -og så at mobiltelefonnettet var lukket ned og at der var totalt udgangsforbud!
Det giver selvfølgelig en smule stof til eftertanke. Jeg havde 100 € i lommen, så det kunne jeg selvfølgelig komme langt for i et land som Bangladesh -selv med totalt udgangsforbud. Så efter af have stået af flyet skulle jeg selvfølgelig fange kufferten. Man er jo altid lidt nervøs for om alle tingene er med. Selv i så ekstreme situationer er det på en eller anden måde beroligende at bekymre sig om de små ting. Den kom selvfølgelig ud som en af de sidste, og med alt indholdet intakt.
Hvordan jeg så skulle komme fra lufthavnen til lejligheden var så den næste udfordring. En adresse skulle først hentes ud fra den bærbare, så siddende på et stille bagagebånd blev en gammel skypelog hentet frem så jeg kunne videregive adressen til en person der kunne få ting til at ske. Det næste var at veksle de € der lå i lommen, så eventyret for alvor kunne begynde. Heldigvis kunne jeg huske proceduren fra sidst jeg var i Dhaka
På vej fra banken til indgangen blev jeg dog stoppet af en høj mand der spurgte ”er du Claus Bang Olsen?” på dansk. ”øh.. ja” var mit umiddelbare svar. Han præsenterede sig så som den danske ambassadør i Bangladesh. Tankerne begyndte selvfølgelige straks at løbe i retning af ”tingene har udviklet sig så hurtigt, at jeg bliver evakueret allerede inden jeg er kommet ud at tolden!”. ”Jeg skal med et fly til ambassadørmøde i danmark, så min chaffeur kan tage dig tilbage til ambassaden”. Det var noget af en lettelse, for selvom tingene er lidt ustabile, vil jeg nu gerne lige lande.. Ting tager tid må jeg erkende igen, og efter ca. 1 time (sådan føltes det i hvert fald) kørte vi afsted fra lufthavnen. På vej ind mod byen var der stort set ingen biler, men stadig en del mennesker og richsaws, dog intet i forhold til hvad der var sidst jeg var her, hvor trafikken bevægede sig med samme hastighed som en sløv snegl. Halvejs til Gulshan blev vi stoppet og fik besked på at vende om, selvom chaffeueren protesterede med at det var en diplomat-bil. Resten af turen til ambassaden foregik uden flere overraskelser. På ambassaden ventede en langhåret mand der viste sig at være Antti, der var gået derhen for at vise vej til lejligheden. Endelig fremme...
Vi fik snakket lidt om tingenes tilstand og konstaterede at tingene ikke virkede så voldsomme for os som det giver sig ud i medierne. Til frokost gik vi hen i ”Nordic Club” som er samlingsstedet for skandinaverne i Dhaka. Her mødte jeg et bekendt ansigt og et jeg troede var bekendt, samt en masse andre danskere, herunder en flok børn på Alexanders alder (ca. 5 år). Efter lidt frokost og lige hilse lidt rundt gik vi de 50 meter tilbage til lejligheden og slappede af med lidt pool spil.
Hen omkring aftentid ville Antti vise ”Baka-Club” så vi gik ned på gaden og prajede en rickshaw. Han påstod at han vidste hvor den lå men vi var ikke overbevidste, så da den faste kører kom forbi og hilste skyndte vi os at praje ham og give lidt til ham vi havde fanget først. Han kørte os hurtigt til ”Baka Club”. Man må beundre deres fysiske udfoldelser, som må ligge på niveau med hvad mange cykelryttere kan præstere. Baka Club var lukket! Dette er ikke noget som ellers sker med mindre tingene er virkeligt slemme, så vi besluttede at tage tilbage til Nordic club, hvor vi kunne få en øl og måske høre flere dealjer. Nordic Club var også lukket! - Ikke andet at gøre end at tage tilbage til lejligheden. Her var kokken i gang med at forberede et overdådigt indisk måltid mmm. Hvad mon dagen i morgen kan byde på...


København 22/8
Check ind til BA er i terminal 1. Specielt træls når man nu er kommet med toget og trasker ind i terminal 2. At der så er kæmpe kø til check-in hvor folk lidt tilfældigt går frem til skranken al ting tager længere tid end det burde hjælper heller ikke på morgen stemningen. Jeg forsøger dog allerede at tillægge mig en lidt mere tålmodig tilgang til tingene. Den skal jeg jo nok få brug for i Bangladesh ;-)
Heldigvis kommenterer ekspedienten de næsten 3 kg overvægt. Hun har nok travlt nok med at få folk ekspederet videre og komme til kaffepause :-)
London
Det er godt nok længe siden jeg har været i Heathrow sidst. Jeg kan s** ikke finde tingene. Jeg har dog fået købt 3 bøger til at læse dernede indtil Jul. Det skulle vel være rigeligt. Lad os se hvordan det går. Den ene er en ny kopi af den bog jeg mistede på min sidste rejse til Finland. Jeg må også hellere købe en ekstra ”verdens” stik konverter, da jeg efterlod den gamle derhjemme. Der er jo heller ikke tvivl om at der nok skal blive brug for den.
Arbejde
Har lige sendt en sms til Jakob på kontoret så de lige kan få fulgt op på arbejdet de laver i Bangladesh. Jeg stoler stadig ikke 100% på dem. De skulle gerne komme hurtigt efter det, men...


Århus d. 21/8 2007
Dagen hvor de sidste detaljer skal på plads er kommet, og for første gang i den 2 måneder lange process med at få alting gjort klar, kan jeg mærke stressen snige sig ind.
Arbejdet
I løbet af dagen er jeg løbende i kontakt med folkene i Bangladesh. De første reelle opgavere er allerede lagt ud til dem. Jeg følger løbende op for at sikre, at vi leverer et godt resultat til den nye kunde (min gamle arbejdsgiver). Lidt over middag er der statusmøde med finnerne for lige at finde ud af hvad jeg først skal tage fat i. Harri føler lidt at han mangler overblik, men jeg beskriver min plan og de andre tilføjer hvor de synes det er relevant
Baggage
Hvad skal med og hvad skal ikke med. Eftersom vi har besluttet at kun tage det mest nødvendige med her før Jul, så skal der virkeligt overvejes grundigt. Hvis tøjet er lidt slidt, eller ikke så pænt mere kommer det ikke med. Efter en lille søgning på ba.com finder jeg ud af at min håndbagage kan veje lige så meget som jeg kan løfte op i hylden ovenover. Dermed er det afgjort at de to bærbare kommer i den taske sammen med nogle kabler og lignende. Jeg tror den vejer over 15 kg. Den store kuffert er fyldt halvt med tøj, og halvt med legoklodser til Alexander og Frederik når de kommer.
Farvel
Det evar hårdt at lægge børnene i seng. At skulle undvære dem i over 1 måned er ikke nemt for en ”moderne” mand som aldrig har været væk fra dem i mere end 2 uger. Frederik var nem nok at lægge i seng. Han forstår jo alligevel ikke rigtigt hvad der sker. Det var væsentligt hårdere med Alexander som græd en del of snakkede meget om, at han ville savne sin far. Hans far vil også savne ham...



18/8 2007
Mit Visa er ankommet. Det har også kun taget 4-5 opkald til ambassaden i sverige og et tilsvarende antal e-mails for at sikre at det kom frem til tiden. En ting mere som kan krydses af listen



16/8
Så kom posten med den nye arbejdsbærbare. Vi havde sammen bestilt den her i danmark for jeg havde sagt at jeg gerne ville have den med dansk tastatur. Nu kommer så processen med at få alle de forskellige ting lagt ind på den. Jeg fik også lige oprettet min nye arbejds e-mail.