26/7 -2007

Søndag, ugens første arbejdsdag! Morgenen startede med lidt ”bangla-mave”, hvilket nok ikke behøver uddybes. Det er ikke den mest optimale måde at starte en dag på, og da slet ikke første arbejdsdag i et nyt land hvor man virkelig skal være skarp. ”First impressions last” siges det jo. En skål med frisk frugt skåret i tern gjorde dog underværker.

Ned i stue-etagen, hvor chafferuren stod klar ved pick-up'et. Antti havde godt fortalt, at vi blev kørt rundt i en pick-up fordi den normale bil var på værksted. Det var dog en behagelig overraskelse at se den for pasager kabinen faktisk var på størrelse med en almindelig bil med både forsæde og bagsæde, samt god aircondition. Turen til kontoret mindede mest om et bilspil på computeren, hvor vi sik-sakkede ind og ud mellem biler, busser, mennesker og ricshaws, mens man på en eller anden måde følte sig sikker fordi chaffeuren kørte med en overbevisende sikkerhed uden hårde opbremsninger eller sving.

Fremme ved kontorbygningen sprang han hurtigt ud og åbnede døren for mig. Idenfor viste Antti mig hen til ”manager”-elevatoren som er forbeholdt lederne af virksomhederne i bygningen. På 6. sal stod vi af og blev mødt af en flok medarbejdere og et låst gitter! Med alt hvad der er sket efter jeg ankom begynder man næsten overveje om der er nogen der forsøger at give et tegn om at man ikke burde gøre det. Jeg vælger dog at (være naiv og) ignore dem.

Vi kom dog ind kort tid efter og jeg aftale med Antti, at vi gik op til mødelokalet hvor jeg præsenterede mig selv kort for folkene. Jeg tror dog, at det meste var kommet ud igennem rygter allerede inden, så det eneste de blev overrasket over var at jeg ville tale med alle i dag.

Jeg bad ham der var tættest på mig om at starte og sagde at resten skulle komme op når der var en der kom ned. På den måde fik jeg også en hurtig indikation af deres interne hierarki, og hvem der snakkede godt med hvem. Vi statede med ”the senior guys” som fortalte lidt om familien, deres erfaringer og hvad de gerne ville i fremtiden. Desuden fortalte jeg også alle at jeg forventede et oplæg fra dem om et relevant emne, samt opfordrede til at kommunike i internationale fora og konkurrencer.

En frokost skulle der jo også til på et tidspunkt så jeg gik ned til Antti som tog mig med til deres frokost resturant. Et sted med en blanding af kinesisk og bangladehisk mad. Jeg må indrømme at kinesisk ikke er det første jeg ville vælge men igen en positiv oplevelser, med noget oksekød i østerssovs, noget sur-sød kylling og selvfølgelig ris.

Jeg får prøvet en del ting her som normalt ikke ville have givet mig afsted med i Danmark, men får næsten lige så mange positive oplevelser.

Hele eftermiddagen gik selvfølgelig også med samtaler. Det slog mig at altid når jeg spurgte til deres familie baggrund startede svaret med ”jeg er nummer x son af min far, som er forretningsmand/ingenør”. Jeg havde forventet at spørgsmålet om hvad de mente de var henholdsvis gode eller dårlige til ville være meget svære for dem, men for det fleste kunne faktisk godt give nogle tildels fornuftige svar, efter jeg sagde at det var for at jeg kunne hjælpe dem med at forbedre det. De har en tiltro til ”chefens” evner som man sjældent ser i danmark.

Hjemme igen besluttede vi at gå ud og spise. Det lyder måske ekstravagant i danske ører at vi spiser ude stort set hele tiden, men når man gør det for omkring 20 kroner inklusiv alt. Så kan man næsten ikke lade være. -og så gav vi Nicolas fri til at være med hans kone, som er kommet på hospitalet. En lokal resturant med en buffet af diminsioner jeg ikke har set magen til tidligere. Havde jeg nævn alle danske retter jeg kunne komme i tanke om, så tror jeg ikke, at alle fadene var blevet fyldt.

Nu er tilgengæld ved at være færdig (klar til at sove). Det tærer at være på hele tiden.