Dhaka 24/8 -07

Sov dejligt længe i dag. Det er noget man kan sætte rigtigt pris på når man er vant til at have 2 små børn i huset. Morgenmaden bestod af en stor skål Nicholas havde skåret ud og placeret i køleskabet så vi kunne tage det når vi ville. Nicholas er hushjælp / kok her i huset. Han kommer fra en lille kristen ”Stamme” op i den nordlige del af Bangladesh. Det har den store fordel at han kan og vil håndtere svinekød. Så vi kan også få frikadeller på et tidspunkt :-)

Vi fik også at vide at det totale udgangsforbud var blevet hævet, således at man mellem klokken 8 om morgenen og 10 om aftenen godt kunne bevæge sig ud.

Nahid , 2. manden på 3DFactory, havde inviteret Antti og jeg hjem til ham, hvor hans mor og kone ville forberede en traditionel Bangladeshisk frokost til os. Vi havde aftalt at tage en CNG (også kaldet tuktuk) til Suvastu Tower hvor han ville møde os. En CNG er basalt set en grøn knallert med et blikskur placeret på bagagebæret. Efter at have afvist den første fordi Antti ikke var sikker på, at han forstod hvad vi sagde, fik vi forhandlet os frem til en fornuftig pris for den næste. Dette skulle også vise sig at blive en oplevelsesrig tur. Jeg må indrømme at det er nogle år siden jeg sidst har siddet bagpå en knallert, men dette bragte minder tilbage fra ungdommen på Fyn. De første par kilometer gik fint, men så gik trafikken helt i stå hvilket ikke er unormalt i Dhaka, men meget unormalt på fredage som er helligdag her (Bangladesh er muslimsk med en søndag til torsdag arbejdsuge). Adskillige gange overvejede vi at stå af og gå frem for at finde et nyt transportmiddel længere fremme. Specielt da vi kom til at holde lige ved siden af en stor lastbil, som sendte en fed sort udstødningsrøg lige ind i vores CNG. Heldigvis begyndte vi ikke at gå.

Bangladesh er kendt for sine oversvømmelser og nu har jeg også oplevet det. Nattens regnskyld havde skabt en mindre flod hen over en af hovedfærdselsårene i Dhaka. Ude ved siderne var vandet vel omkring 1 meter dybt, mens det var cirka 1 halv i midten. Dette skabte selvfølgelig et trafikalt kaos, hvilket det jo nok også ville gøre i de fleste andre storbyer i verden. Lastbilerne kunne godt køre i midten af vejen men både biler og CNG'er skulle helt ind til midterrabatten. Her fik vi også bevæget os ind, for bare at konstatere at en knallert motor ikke er specielt godt beskyttet mod vand da vi var ca. 2/3 igennem ”floden”. Heldigvis var et par gade-sælgere mere end villige til at give et skub for 1 taka (ca. 8 øre), og vi kom igennem. Så skulle vi bare videre. Chaufføren gik om og pillede lidt med motoren. Vi satte os ind og de begyndte at forsøge at skubbe den i gang. Efter nogle få meter mente Antti at han da godt kunne hjælpe med at skubbe bagpå. Jeg skal lige love for at der blev kigget og peget fingre. Man kan sagtens forstille sig hvordan historien derhjemme må have lydt. ”I tror det er løgn – Jeg så en europæer skubbe en CNG”. Til sidst kom den selvfølgelig i gang igen og vi kom hen og fik fat i Nahid.

Hos Nahid blev vi mødt af hans to et halvt årige dreng. Han er ikke større end Frederik som er et helt år yngre. Til gengæld kan han finde ud af at bruge fars computer. Han spiller spil, og kigger billeder etc. Det må jeg sige faktisk imponerede mig lidt. Til gengæld fortalte han at børnene her ikke rigtigt kommer ud før de skal til at gå i skole. Ikke engang på gaden og lege med kammerater. Det lyder lidt synd, men det er selvfølgelig at dømme situationen i et skandinavisk perspektiv.

Nahids kone kom ind på værelset og fortalte ham at frokosten var klar. Det var første gang jeg så hende! Da vi så gik ud i (spise)stuen var hun væk igen. Jeg vidste godt at mændene spiser sammen først, men et er at have fået det at vide, noget helt andet er at opleve det. Der var to slags ris, noget kylling, noget der lignede kinesiske friturestegte rejer i sur-sød sovs, nogle mosede rejser blandet med kogte æg, nogle hele fisk i en krydret sovs, samt nogle bitte små der mest af alt mindede om hundstejlere fra åen derhjemme. Det smagte rigtigt godt, selvom jeg aldrig nåede hele vejen igennem og måtte love at jeg ville komme en anden dag og prøve resten.

Vi brugte nogle timer på at snakke om løst og fast, mens jeg prøvede at finde ud af hvilken person han er i virkeligheden. Mit mål er at øge deres professionalisme, og han kan meget vel være en essentiel brik i det pudslespil.

Sidst på eftermiddagen gik mobilnettet dødt igen og vi valgte at tage tilbage til lejligheden. Her var Nicolas ved at lave lasagne. Det kan han faktisk godt finde ud af! Jeg fik også aftalt med ham at fik skiftet batteriet i mit ur. Det bliver dejligt!

Internettet er stadig dødt. Det begynder at bekymre mig lidt.