28/9 2007

Så er tingene ved falde så småt på plads med at familien kommer. Til at starte med var det hele nyt, så overtog travlheden med arbejdet tankerne i hverdage, men nu er det ved at være de samme ting der skal gøres igen og igen, hvilket giver et overskud mentalt til at tænke over hvor familien er. Små ting som at se en dreng spille bold på gaden, en mor løfte sit barn op, eller et par på gaden der kigger på hinanden med det specielle blik man kun finder hos folk der elsker hinanden. Så stikker det i hjertet. Heldigvis kan jeg gøre lidt i forhold til at forberede deres ankomst. Sengen til den lille er stort set klar og mangler kun madressen / puden. Jeg har spurgt rundt efter kandidater som nanny og i dag gik jeg en længere til Banani, for at kigge i en butik der havde klapvogne. Jeg har endnu ikke set en klapvogn i brug hernede, men jeg har selvfølgelig heller ikke været så meget steder hvor der kunne være brug for en. Her tager tager man en rickshaw hvorend man skal hen (koster ca 25 øre pr kilometer), og skal virkelig være bestemt for slippe for den. Turen til børnebutikken havde jeg bestemt mig for at gå så jeg kunne få et minimum af motion, og på de få kilometer det var afviste jeg minst 30 ”Rickshaw, boss?”

Sidste uges Iftar (middag) hos Sabuj var en rigtig spændende oplevelse. Vi spiste selvfølgelig med fingrene som det hører sig til her – det kommer børnene til at nyde. Der var 4-5 friturestegte ting. Jeg vil gætte på at 2 af dem havde en form for kød, men ellers var det grønsager der var tilberedt på forskellige måder. Middagen startede præcist 17.56 hvor solen officielt var gået ned med at man drak et stort glas meget sød limonade. Vi havde hver en stor tallerne med lækkerier. Til slut var der en slags kringle der havde ligget i sukkerlage. ”Til slut” er ikke helt sandt fandt jeg ud af. Iftar er bare det man spiser når man får lov. Derefter kommer så den rigtige middag. På det tidspunkt var vi allerede proppet, og jeg spiste mest af alt fordi jeg ikke kunne tillade mig at lade det hele blive stående.

I morgen skal vi besøge Nicolas' landsby.

Som i min tidligere "posts", så er tingene ved at blive hverdag. I dag fik vi dog en ny gæst fra Finland. Han havde også som jeg været inde og kigge på internettet efter informationer om hvad man kan se og gøre i Dhaka. Ligesom mig havde han fundet frem til et par moskeer, parlamentsbygningen, Labagh fortet, samt Bashundara City indkøbscentret. Jeg har endnu kun set indkøbscentrer. Det er nok tilbage til den gamle historie om at man kun ser seværdighederne i den by man bor i, hvis man har gæster og skal vise dem frem. På vej til arbejde kørte vi forbi "Det hvide hus" i Bangladesh, hvor præsidenten bor. Dette ledte selvfølgelig til en samtale om den politiske situation, hvor der præsidenten sidder på sin post selv om hans valgperiode er udløbet, og en midlertidig regering der reelt kun er et ansigt udadtil for militæret. Jeg blev også nødt til at understrege at det dog kun er noget man mærker meget minimalt, og primært noget man kan læse om i avisen. Her er en rimelig høj grad af pressefrihed hvor man også åbenlyst kan kritisere regeringen og militæret. Det er noget, der giver mig en vis tro på at tingene kan komme til at fungere som et reelt demokrati igen. De har også haft deres egen satire tegnings sag, i denne uge. Den var på forsiden, men dog en mindre notits. En ugeavis havde bragt en tegneserie stribe, med et "ikke passende" religiøst indhold. Tegneren og redaktøren var straks blevet fyret og alle kopier af avisen trukket tilbage. Min personlige holdning er helt klart for retten til at trykke stort set hvad som helst, men det er måske ikke helt gennemtænkt at gøre det lige i starten af Ramadanen i et muslimsk land.
Ramadanen startede i weekenden. Det betyder primært at man ikke spiser, drikker eller ryger mens solen er oppe. Det betyder til gengæld at der er et enormt fokus på mad, hvor der hver dag hen på eftermiddagen springer madboder op over alt. Jeg sågar oplevet boder i midterrabetten på vejen! Fredag er vi blevet inviteret til traditionel Iftar middag. Iftar er det måltid man spiser når solen endeligt er gået ned. Her sker det lige omkring klokken 6, så det burde ikke være det store problem at springer frokosten over, hvilket jeg også har gjort de fleste dage ind til videre. Jeg havde dog en sjov oplevelse i forgårs hvor jeg havde fået Sabuj til at hjælpe med at skaffe en taske til min bærbare computer. Ekspedienten skulle ud til deres "fjern lager" og hente de forskellige modeller de havde, så ud ved siden af og ind i en lille kiosk. Foran indgangen var der hængt et par gardiner (lagener) som man skulle igennem. Inde bag ved stod en lille flok og drak vand og røg cigaretter. Det lader til at være offentligt accepteret at man har visse "behov", så længe det bare ikke foregår i fuld offentlighed.

Så er hverdagen ved at melde sig, med rutiner som alle kender det. Heldigvis har jeg nogle interessante medarbejdere, som man også kan hygge sig med og ikke kun være "big boss" for. Det var min "officielle" titel da jeg ankom.
Det betyder også at forberedelserne til at familien skal komme så småt er gået i gang . Blandt andet var jeg hos den lokale "bambus-binder" (de laver rigtigt mange bambusmøbler her) med et billede af Stokke børneseng som den Frederik sover i i Danmark. Så nu er han i gang med at lave sådan en, så den forhåbentligt er klar når de ankommer i starten af næste måned. Jeg var også i et kæmpe indkøbscenter, for at se hvad man kunne få af ting til børnene. Det er virkeligt stort. Det tog over 3 timer at gå hurtigt forbi butikkerne. Det blev kun et enkelt stop på måske 10 minutter. Hvem skulle tro at der blev lavet 6 version (mindst) af N95 mobiltelefonen. Jeg forventede egentligt at det var en Nokia telefon, men den findes også fra Nokla, Nckia og et par andre fabrikanter. Jeg havde egentligt ikke tænkt på mobiltelefoner som den store kopi vare, men her er det i den helt store stil. Der var selvfølgelig også en masse andre både originale og kopivare. Blandt andet en hel etage, hvor der stort set kun var skrædder butikker. Bagvægene er fyldt med stoffer, og foran er der bygget bredde "bænke" hvor de sidder i -skrædderstilling.


Jeg blev i dag spurgt over skype om hvordan det er at bo i et u-land. Det er egentligt et svært spørgsmål at svare på. Livet her foregår på en måde parallelt, hvor jeg og andre sidder i vores aircondition og observere hvad der sker omkring os uden rigtigt at behøve tage stilling til om den tigger der "kravler" hen til bilen nu har den ene eller den anden skavank. Det er ikke fordi man ikke har ondt af dem, eller ikke vil hjælpe, men jeg er ikke tilhænger af at dele penge ud til tiggere på gaden, og hvor skal man så starte. Forhåbentligt giver jeg endnu mere til samfundet ved at give min ekspertise til medarbejderne og gøre det muligt for dem at klare sig på verdensmarkedsvilkår. Dette blandt andet gennem intensiv uddannelse (havde den første lektion i går). Jeg vil også gerne holde på de dygtige medarbejdere jeg har og får så vi betaler også en god løn efter lokale standarder.
Kontrasten til elendigheden man ser er den farverighed som kvinderne har i deres klæder. Herunder er et par typiske eksempler som jeg fangede på vej til arbejde (i aircondition).


Jeg har tidligere nævnt CNG'er, herundere er et billede af en af de "knallerter med blikskur". Jeg vil også prøve at finde en af de pænere rickshaws. Der skulle efter sigende være over 400.000 af dem i Dhaka.


Som en lille note vil jeg da lige sige at den første del af bloggen her blev udgivet i "Berlingske Nyheds Magasin" i fredags. Det må jo forpligte lidt i forhold til at holde den opdateret ;-)

Kunne du tænke dig at se hvordan lejligheden ser ud? Jeg lavede en 3D-model af den på samme måde som den grafikerne hernede gør : PlanEdit model

Ellers et stort tillykke hjem til lillebror og Janni med den lille ny pige. Det er sådanne øjeblikke man gerne ville have været i Danmark så man kunne dele det med familien (elsker og savner jer).

Herunder er et billede fra en af vejene i Gulshan.

Så er det endelig lykkes at få overført nogle billeder til computeren. Det næste skridt er så at få tingene uploaded her til.
Nu skal jeg bare have fundet ud af rotere det ;-)

Billedet her er udsigten fra lejligheden ud over "Gulshan lake" over mod det område som hedder Banani. Det er også i den retning vores nuværende kontor ligger. Ugen her har blandt andet gået med at finde et nyt kontor. Det lader til at alt handler om kontakter her. Det er nok ikke helt så forskelligt fra andre steder i verden, men her sker intet uden de rigtige forbindelser. Vi har mødt en Pakistaner med en tysk kone. Han kendte en som kendte en der lige stod med fire lejligheder som vi da kunne bruge som kontor. Det ligger 50 meter fra den nuværende lejlighed hvilket kunne spare 45 minutters transporttid hver dag. Dette er selvfølgelig fantastisk men det ville også betyde at de fleste medarbejdere kunne lægge det til deres arbejdstid. Dette er ikke noget man tænker på her, og man skal nok have en "vestlig" tilgang til tingene for overhovedet at overveje indflydelsen på medarbejderne.

Flere billeder forhåbentligt snart ;-)