Så er hverdagen ved at melde sig, med rutiner som alle kender det. Heldigvis har jeg nogle interessante medarbejdere, som man også kan hygge sig med og ikke kun være "big boss" for. Det var min "officielle" titel da jeg ankom.
Det betyder også at forberedelserne til at familien skal komme så småt er gået i gang . Blandt andet var jeg hos den lokale "bambus-binder" (de laver rigtigt mange bambusmøbler her) med et billede af Stokke børneseng som den Frederik sover i i Danmark. Så nu er han i gang med at lave sådan en, så den forhåbentligt er klar når de ankommer i starten af næste måned. Jeg var også i et kæmpe indkøbscenter, for at se hvad man kunne få af ting til børnene. Det er virkeligt stort. Det tog over 3 timer at gå hurtigt forbi butikkerne. Det blev kun et enkelt stop på måske 10 minutter. Hvem skulle tro at der blev lavet 6 version (mindst) af N95 mobiltelefonen. Jeg forventede egentligt at det var en Nokia telefon, men den findes også fra Nokla, Nckia og et par andre fabrikanter. Jeg havde egentligt ikke tænkt på mobiltelefoner som den store kopi vare, men her er det i den helt store stil. Der var selvfølgelig også en masse andre både originale og kopivare. Blandt andet en hel etage, hvor der stort set kun var skrædder butikker. Bagvægene er fyldt med stoffer, og foran er der bygget bredde "bænke" hvor de sidder i -skrædderstilling.


Jeg blev i dag spurgt over skype om hvordan det er at bo i et u-land. Det er egentligt et svært spørgsmål at svare på. Livet her foregår på en måde parallelt, hvor jeg og andre sidder i vores aircondition og observere hvad der sker omkring os uden rigtigt at behøve tage stilling til om den tigger der "kravler" hen til bilen nu har den ene eller den anden skavank. Det er ikke fordi man ikke har ondt af dem, eller ikke vil hjælpe, men jeg er ikke tilhænger af at dele penge ud til tiggere på gaden, og hvor skal man så starte. Forhåbentligt giver jeg endnu mere til samfundet ved at give min ekspertise til medarbejderne og gøre det muligt for dem at klare sig på verdensmarkedsvilkår. Dette blandt andet gennem intensiv uddannelse (havde den første lektion i går). Jeg vil også gerne holde på de dygtige medarbejdere jeg har og får så vi betaler også en god løn efter lokale standarder.
Kontrasten til elendigheden man ser er den farverighed som kvinderne har i deres klæder. Herunder er et par typiske eksempler som jeg fangede på vej til arbejde (i aircondition).


Jeg har tidligere nævnt CNG'er, herundere er et billede af en af de "knallerter med blikskur". Jeg vil også prøve at finde en af de pænere rickshaws. Der skulle efter sigende være over 400.000 af dem i Dhaka.


Som en lille note vil jeg da lige sige at den første del af bloggen her blev udgivet i "Berlingske Nyheds Magasin" i fredags. Det må jo forpligte lidt i forhold til at holde den opdateret ;-)