Flyturen....

Den 16-18 oktober 2007

Tirsdag morgen, Uret i bilen viser 7.32, og alt er pakket og klart. Vi har lige sagt farvel til min søster og mor. Jeg har tårer i øjnene, mens vi kører ud af indkørelsen, men tænker, at til jul er vi her igen.

Klokken er lidt over halv 12. Vi sidder i bilkø, og har gjort det i ca. 20 minutter. Vi håber inderligt på at kunne nå det, og både min far og jeg prøver at forholde os rolige, men det er svært. Børnene forholder sig forbøffendei ro. Vi burde være der nu, vi skal chekke ind kl. 12.10.

Vi drøner med 160- 170 km/t mod Hamborg lufthavn, klokken er 11.55, og det første skilt efter, at motorvejen igen bliver to sporet, viser 40 km til Hamborg. Føleserne virvler rundt i mig – jeg er desperat.

Kl. 12.10 er vi kørt af motorvejen og har retning mod lufthavnen , og jeg er bogstavelig talt ved at tisse i bukserne. Endelig fremme, men noget forsinket. Min far holder bilen lige foran indgangen til terminal 1.

Alexander med klapvognen og jeg med bagagevognen løber desperat ind i terminalen. Hvor er emirates. Jeg kan ikke se en hujens fis, spørger en telefonsælger, der guider mig i retning af check in 1. Det er ikke her, men herfra kan jeg se Emirates information skranke. Løber over spørger lidt forvildet om, hvad, hvor, hvornår...Er det for sent? Jeg kan nå det. Juhhuuuu!!!! Vi bliver chekket ind uden problemer, får vores boardingpas og nu skal vi tisse. Min far er i terminalen, da vi kommer ud, så vi kan nå at sige farvel. Nu er det alvor .

Kl. 15.10 flyver vi, Frederik falder i søvn, og Alexander hygger sig med Disney film. Jeg nyder roen eller så meget ro, der kan være på et menneskefyldt fly.

Klokken er lidt over 23. i ”Dubaisk tid” Vi er i en møgvarm shuttlebus på vej ind til terminalen. Frederik sidder på min arm og piver. Han er meget træt. Alexander er rigtig god til at hjælpe. Vi kører en kort tur rundt i lufthavnen og ender i en legetøjsafdeling, hvor Alexander får lov til at vælge noget legetøj til ham og frederik. Det bliver til et lufthavnssæt. Herefter provianterer vi lidt før, vi bevæger os ovenpå til vores gate, vi vil nødig komme for sent. Klokken er ca. 24. Og vi skal senest boarde klokken. 1.15.

Der står godt nok Gate 17 - kan det virkelig passe. Det er ligesom at træde ind i et andet århundrede. Små mørkklødede ildelugtende mænd, der står oven i hinanden og råber utålmodigt op. Der mangler kun gederne. Det var mit eller vores første møde med mennesker fra Bangladesh – og jeg må nok inddrømme, at jeg var skræmt. Da vi skal chekke ind vælter folk frem, og jeg prøver at stå i en eller anden form for kø.. En amerikaner og en Bengaler, som bor i USA, råber personalet op, og vi kommer frem.

Vi sætter os i det mest rolige hjørne. Frederik er vågen og piver stadig. Han har feber, men falder i søvn, mens vi venter. Den amerikanske bengaler, som tidligere hjalp os, samt et yngre ægtepar med en lille bitte baby bosiddende i london slår sig ned, og de er vældig rare og et posititvt modstykke til det øvrige selskab.

Vi er allerede forsinket og er nogle af de sidste, der går ombord med et håb om, at det hele glider lidt nemmere. Håbet braser i løbet af kort tid. Folk råber og skriger i munden på hinanden. Begge børn er vågne og begynder at græde. Det er meget ubehageligt. En sterward gelejder os hen til vores plads og får bugseret vores håndbagage væk, efterssom rummene er overfyldte. Han beder dem også om at dæmpe sig lidt. Børnene falder i søvn, og de ligger begge op ad mig. Jeg prøver at sove, men det er fuldstændig umuligt. Det er ligesom at være på tur med en flok teenager.

Endelig landet. Claus står og venter. Nu skal vi registreres i paskontrollen, hente vores bagage og gennem endnu et check og så ud til Claus! Og det tager lang tid. Jeg bliver tørret af af en baggage mand, men det er overstået, og familien er igen samlet.

Køreturen er nok noget af det mest sindsyge. Jeg lukker øjnene det meste af turen, men vi er fremme i live og kan prise os lykkelige for, at det er en dygtig chauffør. I parkeringskælderen bukker og skraber de nærmest for os. Vi er i lejligheden, og man kan vist rolig sige, at der venter sig en meget ny verden for os, men vi er samlet som en familie, og det er det vigtigste...