Jeg har lige været inde på google maps og fundet vores hus hernede:
http://maps.google.com/maps?f=q&hl=da&geocode=&time=&date=&ttype=&sll=23.7106,90.3978&sspn=0.147426,0.305214&ie=UTF8&ll=23.796247,90.410131&spn=0.004604,0.009538&t=h&z=17&om=1
På højre side af søen, ca. ved midten er der en hvid bygning laver en skygge op ad.
Der bor vi :-)
Lige op, helt i toppen af kortet ligger et hus med en pool og en tennisbane. Det er der i Nordic Club en del tid spenderes.
tirsdag den 20. november 2007
Den første måned
Den første måned er ved at være gået siden familien blev samlet i Dhaka. Og man kan vist roligt sige, at det har været en af de mest mærkelige og udfordrende måneder i vores liv. Det har også været ganske fantastisk på mange måder, og jeg er begyndt at kunne lide at være her. Der går også længere tid imellem Alexander giver udtryk for, at han heller vil hjem til DK – der er vel nok også en sammenhæng. I dette indlæg vil jeg prøve at give et billede af vores liv hernede og skrive lidt om vores oplevelser…
Det er vel ikke forbi gået nogens næse, at cyklonen Sidr har været et smut forbi Bangladesh. Det var en meget skræmmende oplevelse, men heldigvis ramte den ikke med fuld styrke i Dhaka. Vi var fuld opdateret om, at det skulle komme, men var meget usikker på hvor kraftigt og voldsomt, den ville ramme. Claus og jeg var ude at spise alene for første gang og var efterfølgende forbi Bagha club (primær engelsk) og få en øl. Her kunne vi høre, at det ville blive voldsomt og tænkte, at vi nok måtte vende næsen hjemad og få sendt vores folk hjem i sikkerhed. Og så tog det ellers til, og alle vinduer blev chekket, men det kom fra syd og ind fra den side, hvor vi har færrest vinduer. Vi var heldigvis meget trætte, Claus lagde ikke mærke til en skid. Jeg var vågen et par gange, og det var vildt. Alexander vågnede en enkelt gang – og så lagde jeg mig ved siden af ham og sov til næste morgen… Om morgenen var strømmen gået og ingen generator. Vi kunne tydeligt høre motorsavene i gang med at save væltede træer over, og bengalerne fra slummen var i gang med at fiske tagplader op. Det er de fattige, det rammer hårdest – det skal vi rige vestlige altid huske på . Det er deres levebrød og hjem, der bliver ødelagt – og det er dem, der dør og mister, hvad de har kært!!! For vores vedkommende kørte generatoren fra klokken 17 – 22, og strømmen var på igen om natten. Internettet virkede nu til morgen. Alt i alt er det gået meget godt. Dødsfaldene er ikke så høje, som de kunne have været. Det lyder barskt. Spørgsmålet er, om priserne på mad går op igen, og om det betyder hungersnød???
Nå et skift til lidt noget mindre deprimerende. Det er dejligt at være samlet som familie igen og med folk til at ordne stort set alt, er der om aftenen 100% tid til at hygge med børnene, og det er fantastisk på mange måder. Når vores tjenende ånder er ude af lejligeheden igen, er det på den anden side også en befrielse, så er vi bare os selv. Det bliver endnu bedre, når Claus flytter kontor til Baridhara, så har han kortere transporttid og forhåbentlig lidt tidligere hjemme. Weekenderne har vi brugt meget i Nordic club, som ligger 200 meter herfra. Et fantastisk åndehul og oase, hvor vi hygger os primært med andre danskere, og Alexander og Frederik kan lege og svømme. Det er begyndt at blive køligere, men efter sigende en fantastisk årstid at være her i. Myggene er ikke så hyggelige, og vi har været hårdt ramt – specielt Frederik og jeg (Katja). Det er lidt farligt, da der er mange dengue myg, så vi håber, at vi hurtigt bliver hærdet og tager naturligvis de nødvendige forholdsregler…
Alexander er begyndt i den engleske internationale skole, Grace, hvor han er den eneste dansker (de andre børn går på den amerikanske skole, men den koster 17.000 dollars om året, og det har vi ikke lige budget til). Han går i 1. Grade i en klasse med 16 elever, hvilket er max i en klasse. Hans lærer hedder Ms. Gemma, og Alexander synes hun er sød. Der er yderlig tilknyttet en assistent og to frivillige, så der er god dækning. På skoleskemaet er der en lang række fag: Matematik, engelsk, geografi, sport osv. De har et meget højt akademisk niveau, og i mine øjne er det helt vanvittigt. De er i gang med at lære at stave og læse engelsk. De andre børn kan allerede bogstaverne og er ved at lære at skrive formskrift. Da vi tog fra DK var Alexander lige begyndt at interessere sig for at skrive sit navn, så det giver et klart billede af, hvad han er oppe imod. Og han synes, det er svært. Han er begyndt at kunne forstå en lille smule af, hvad de siger, men det er meget vanskeligt og der er har været to sitationer, hvor han er gået i panik over, at han ikke vidste, hvad der skulle ske. Han er ikke synderligt imponeret over lektierne, men lærer heldigvis hurtigt, når han koncentrer sig. Vi forventer p.t, at han skal gå 1. Grade om, og det er helt ok. med os! Det vigtigste er, at han er glad, når vi henter ham – og det er han det meste af tiden, så når han begynder at tale engelsk, skal det nok komme stille og roligt. Han har fået venner i skolen, men kan ikke huske, hvad de hedder…
Frederik går i Kindergarten, som hedder Regnbuen, fem dage i ugen fra klokken 8 – 12. Det er meget anderledes end de danske institutioner, jeg blev helt stresset i dage, jeg var der sammen med Frederik. De har et stramt program for de fire timer, men det er efter sigende det bedste tilbud i Dhaka – og det er vigtigt, at Frederik kommer ud blandt andre børn. Han har grædt, når han er blevet afleveret, men i torsdag gik han lige ind, så lad os håbe, at det bliver stilen for fremtiden. Vi synes, at han trives fint, men har også haft nogle reaktioner, og det er der vel ikke noget at sige til.
For mit vedkommende har det været en befrielse, at jeg har fået lidt tid til mig selv. Jeg kommer en del i Nordic, spiser frokost, træner og hygger med de andre kvinder/mænd. Jeg prøver at bygge et socialt netværk op lige så stille, svært for én som mig, som gerne vil have, at det hele skal ske på engang. Jeg har været til et par sales og har prøvet noget så vanvittigt – at købe 20 stykker tøj på en gang. Det er vel og mærket dansk mærketøj og kostede mig 3000 taka, dvs. 225 dkr. I dag var det silke salg hos en dansker, hvor jeg fik bestilt tre kjoler hos en syerske. Det bliver spændende… Det drøner ind med markeder og sales, så jeg er meget spændt på, hvad der kommer med hjem til DK. Perler er meget billigt og kan laves, som man vil have det. Efter jul skal vi have fremstillet møbler til vores lejlighed. Dem vi har er meget grimme.
Mit pædagogiske bidrag til dette land er jeg så småt gået i gang med. Mærsk sponsorer en skole for fattige børn. De bliver undervist af primære bangalere og har ingen leg i deres hverdag. Det er her vi kommer ind i billedet. Hver tirsdag tropper der en 20 skønne bengalsk børn op ved en offentlig sportsplads. De er fuld motiveret for at lege og spille bold. I 1½ time har de et frirum, hvor de får lov til at være børn og lege, og det er fantastisk mulighed at bidrage til dette. Efter jul vil jeg sammen med en anden dansker gå i gang med at lave en slags formning på én af skolerne med samme formål. Lad dem være børn i en stund…
Claus har det fint. Han har travlt som aldrig før. Det kører stort set strygende, så der er ikke noget at klage over på dette punkt. Han har super meget transporttid pga. traffikkaos, men arbejder efter sigende i bilen, så det er vel også effektivitet. Det skrider heldigvis fremad med det nye kontor. Er ved at ansætte nye folk, hvilket kan være problematisk, når folk ikke møder op til samtalerne – desværre er det ikke et udsædvanligt fænomen i Bangladesh tværtimod ret normal adfærd for en bengaler. Selvom arbejdet tager meget af hans tid, er han nu rigtig glad for, at vi er kommet herned. Det er vi nu også!
Vi glæder os meget til at komme hjem til jul. Børnene og jeg kommer den 15, december og Claus den 18. December. Vi er hjemme frem til efter Frederiks fødselsdag og vil gerne nå at se alle, men det kommer til at kræve lidt planlægning, så hvis Jer som gerne vil se os vil melde tilbage hurtigst muligt. Så vil vi lave en plan!! Til dem som ikke har vores e-mail, så er det: katja(snabel-a)lilienhoj.dk eller claus(snabel-a)lilienhoj.dk og egentlig helst til Katja. Jeg har også lovet at lægge vores skype adresse ud, og det er claus-turntool. Ellers søg på Claus i Bangladesh.
Det er vel ikke forbi gået nogens næse, at cyklonen Sidr har været et smut forbi Bangladesh. Det var en meget skræmmende oplevelse, men heldigvis ramte den ikke med fuld styrke i Dhaka. Vi var fuld opdateret om, at det skulle komme, men var meget usikker på hvor kraftigt og voldsomt, den ville ramme. Claus og jeg var ude at spise alene for første gang og var efterfølgende forbi Bagha club (primær engelsk) og få en øl. Her kunne vi høre, at det ville blive voldsomt og tænkte, at vi nok måtte vende næsen hjemad og få sendt vores folk hjem i sikkerhed. Og så tog det ellers til, og alle vinduer blev chekket, men det kom fra syd og ind fra den side, hvor vi har færrest vinduer. Vi var heldigvis meget trætte, Claus lagde ikke mærke til en skid. Jeg var vågen et par gange, og det var vildt. Alexander vågnede en enkelt gang – og så lagde jeg mig ved siden af ham og sov til næste morgen… Om morgenen var strømmen gået og ingen generator. Vi kunne tydeligt høre motorsavene i gang med at save væltede træer over, og bengalerne fra slummen var i gang med at fiske tagplader op. Det er de fattige, det rammer hårdest – det skal vi rige vestlige altid huske på . Det er deres levebrød og hjem, der bliver ødelagt – og det er dem, der dør og mister, hvad de har kært!!! For vores vedkommende kørte generatoren fra klokken 17 – 22, og strømmen var på igen om natten. Internettet virkede nu til morgen. Alt i alt er det gået meget godt. Dødsfaldene er ikke så høje, som de kunne have været. Det lyder barskt. Spørgsmålet er, om priserne på mad går op igen, og om det betyder hungersnød???
Nå et skift til lidt noget mindre deprimerende. Det er dejligt at være samlet som familie igen og med folk til at ordne stort set alt, er der om aftenen 100% tid til at hygge med børnene, og det er fantastisk på mange måder. Når vores tjenende ånder er ude af lejligeheden igen, er det på den anden side også en befrielse, så er vi bare os selv. Det bliver endnu bedre, når Claus flytter kontor til Baridhara, så har han kortere transporttid og forhåbentlig lidt tidligere hjemme. Weekenderne har vi brugt meget i Nordic club, som ligger 200 meter herfra. Et fantastisk åndehul og oase, hvor vi hygger os primært med andre danskere, og Alexander og Frederik kan lege og svømme. Det er begyndt at blive køligere, men efter sigende en fantastisk årstid at være her i. Myggene er ikke så hyggelige, og vi har været hårdt ramt – specielt Frederik og jeg (Katja). Det er lidt farligt, da der er mange dengue myg, så vi håber, at vi hurtigt bliver hærdet og tager naturligvis de nødvendige forholdsregler…
Alexander er begyndt i den engleske internationale skole, Grace, hvor han er den eneste dansker (de andre børn går på den amerikanske skole, men den koster 17.000 dollars om året, og det har vi ikke lige budget til). Han går i 1. Grade i en klasse med 16 elever, hvilket er max i en klasse. Hans lærer hedder Ms. Gemma, og Alexander synes hun er sød. Der er yderlig tilknyttet en assistent og to frivillige, så der er god dækning. På skoleskemaet er der en lang række fag: Matematik, engelsk, geografi, sport osv. De har et meget højt akademisk niveau, og i mine øjne er det helt vanvittigt. De er i gang med at lære at stave og læse engelsk. De andre børn kan allerede bogstaverne og er ved at lære at skrive formskrift. Da vi tog fra DK var Alexander lige begyndt at interessere sig for at skrive sit navn, så det giver et klart billede af, hvad han er oppe imod. Og han synes, det er svært. Han er begyndt at kunne forstå en lille smule af, hvad de siger, men det er meget vanskeligt og der er har været to sitationer, hvor han er gået i panik over, at han ikke vidste, hvad der skulle ske. Han er ikke synderligt imponeret over lektierne, men lærer heldigvis hurtigt, når han koncentrer sig. Vi forventer p.t, at han skal gå 1. Grade om, og det er helt ok. med os! Det vigtigste er, at han er glad, når vi henter ham – og det er han det meste af tiden, så når han begynder at tale engelsk, skal det nok komme stille og roligt. Han har fået venner i skolen, men kan ikke huske, hvad de hedder…
Frederik går i Kindergarten, som hedder Regnbuen, fem dage i ugen fra klokken 8 – 12. Det er meget anderledes end de danske institutioner, jeg blev helt stresset i dage, jeg var der sammen med Frederik. De har et stramt program for de fire timer, men det er efter sigende det bedste tilbud i Dhaka – og det er vigtigt, at Frederik kommer ud blandt andre børn. Han har grædt, når han er blevet afleveret, men i torsdag gik han lige ind, så lad os håbe, at det bliver stilen for fremtiden. Vi synes, at han trives fint, men har også haft nogle reaktioner, og det er der vel ikke noget at sige til.
For mit vedkommende har det været en befrielse, at jeg har fået lidt tid til mig selv. Jeg kommer en del i Nordic, spiser frokost, træner og hygger med de andre kvinder/mænd. Jeg prøver at bygge et socialt netværk op lige så stille, svært for én som mig, som gerne vil have, at det hele skal ske på engang. Jeg har været til et par sales og har prøvet noget så vanvittigt – at købe 20 stykker tøj på en gang. Det er vel og mærket dansk mærketøj og kostede mig 3000 taka, dvs. 225 dkr. I dag var det silke salg hos en dansker, hvor jeg fik bestilt tre kjoler hos en syerske. Det bliver spændende… Det drøner ind med markeder og sales, så jeg er meget spændt på, hvad der kommer med hjem til DK. Perler er meget billigt og kan laves, som man vil have det. Efter jul skal vi have fremstillet møbler til vores lejlighed. Dem vi har er meget grimme.
Mit pædagogiske bidrag til dette land er jeg så småt gået i gang med. Mærsk sponsorer en skole for fattige børn. De bliver undervist af primære bangalere og har ingen leg i deres hverdag. Det er her vi kommer ind i billedet. Hver tirsdag tropper der en 20 skønne bengalsk børn op ved en offentlig sportsplads. De er fuld motiveret for at lege og spille bold. I 1½ time har de et frirum, hvor de får lov til at være børn og lege, og det er fantastisk mulighed at bidrage til dette. Efter jul vil jeg sammen med en anden dansker gå i gang med at lave en slags formning på én af skolerne med samme formål. Lad dem være børn i en stund…
Claus har det fint. Han har travlt som aldrig før. Det kører stort set strygende, så der er ikke noget at klage over på dette punkt. Han har super meget transporttid pga. traffikkaos, men arbejder efter sigende i bilen, så det er vel også effektivitet. Det skrider heldigvis fremad med det nye kontor. Er ved at ansætte nye folk, hvilket kan være problematisk, når folk ikke møder op til samtalerne – desværre er det ikke et udsædvanligt fænomen i Bangladesh tværtimod ret normal adfærd for en bengaler. Selvom arbejdet tager meget af hans tid, er han nu rigtig glad for, at vi er kommet herned. Det er vi nu også!
Vi glæder os meget til at komme hjem til jul. Børnene og jeg kommer den 15, december og Claus den 18. December. Vi er hjemme frem til efter Frederiks fødselsdag og vil gerne nå at se alle, men det kommer til at kræve lidt planlægning, så hvis Jer som gerne vil se os vil melde tilbage hurtigst muligt. Så vil vi lave en plan!! Til dem som ikke har vores e-mail, så er det: katja(snabel-a)lilienhoj.dk eller claus(snabel-a)lilienhoj.dk og egentlig helst til Katja. Jeg har også lovet at lægge vores skype adresse ud, og det er claus-turntool. Ellers søg på Claus i Bangladesh.
Abonner på:
Opslag (Atom)