Flyturen....

Den 16-18 oktober 2007

Tirsdag morgen, Uret i bilen viser 7.32, og alt er pakket og klart. Vi har lige sagt farvel til min søster og mor. Jeg har tårer i øjnene, mens vi kører ud af indkørelsen, men tænker, at til jul er vi her igen.

Klokken er lidt over halv 12. Vi sidder i bilkø, og har gjort det i ca. 20 minutter. Vi håber inderligt på at kunne nå det, og både min far og jeg prøver at forholde os rolige, men det er svært. Børnene forholder sig forbøffendei ro. Vi burde være der nu, vi skal chekke ind kl. 12.10.

Vi drøner med 160- 170 km/t mod Hamborg lufthavn, klokken er 11.55, og det første skilt efter, at motorvejen igen bliver to sporet, viser 40 km til Hamborg. Føleserne virvler rundt i mig – jeg er desperat.

Kl. 12.10 er vi kørt af motorvejen og har retning mod lufthavnen , og jeg er bogstavelig talt ved at tisse i bukserne. Endelig fremme, men noget forsinket. Min far holder bilen lige foran indgangen til terminal 1.

Alexander med klapvognen og jeg med bagagevognen løber desperat ind i terminalen. Hvor er emirates. Jeg kan ikke se en hujens fis, spørger en telefonsælger, der guider mig i retning af check in 1. Det er ikke her, men herfra kan jeg se Emirates information skranke. Løber over spørger lidt forvildet om, hvad, hvor, hvornår...Er det for sent? Jeg kan nå det. Juhhuuuu!!!! Vi bliver chekket ind uden problemer, får vores boardingpas og nu skal vi tisse. Min far er i terminalen, da vi kommer ud, så vi kan nå at sige farvel. Nu er det alvor .

Kl. 15.10 flyver vi, Frederik falder i søvn, og Alexander hygger sig med Disney film. Jeg nyder roen eller så meget ro, der kan være på et menneskefyldt fly.

Klokken er lidt over 23. i ”Dubaisk tid” Vi er i en møgvarm shuttlebus på vej ind til terminalen. Frederik sidder på min arm og piver. Han er meget træt. Alexander er rigtig god til at hjælpe. Vi kører en kort tur rundt i lufthavnen og ender i en legetøjsafdeling, hvor Alexander får lov til at vælge noget legetøj til ham og frederik. Det bliver til et lufthavnssæt. Herefter provianterer vi lidt før, vi bevæger os ovenpå til vores gate, vi vil nødig komme for sent. Klokken er ca. 24. Og vi skal senest boarde klokken. 1.15.

Der står godt nok Gate 17 - kan det virkelig passe. Det er ligesom at træde ind i et andet århundrede. Små mørkklødede ildelugtende mænd, der står oven i hinanden og råber utålmodigt op. Der mangler kun gederne. Det var mit eller vores første møde med mennesker fra Bangladesh – og jeg må nok inddrømme, at jeg var skræmt. Da vi skal chekke ind vælter folk frem, og jeg prøver at stå i en eller anden form for kø.. En amerikaner og en Bengaler, som bor i USA, råber personalet op, og vi kommer frem.

Vi sætter os i det mest rolige hjørne. Frederik er vågen og piver stadig. Han har feber, men falder i søvn, mens vi venter. Den amerikanske bengaler, som tidligere hjalp os, samt et yngre ægtepar med en lille bitte baby bosiddende i london slår sig ned, og de er vældig rare og et posititvt modstykke til det øvrige selskab.

Vi er allerede forsinket og er nogle af de sidste, der går ombord med et håb om, at det hele glider lidt nemmere. Håbet braser i løbet af kort tid. Folk råber og skriger i munden på hinanden. Begge børn er vågne og begynder at græde. Det er meget ubehageligt. En sterward gelejder os hen til vores plads og får bugseret vores håndbagage væk, efterssom rummene er overfyldte. Han beder dem også om at dæmpe sig lidt. Børnene falder i søvn, og de ligger begge op ad mig. Jeg prøver at sove, men det er fuldstændig umuligt. Det er ligesom at være på tur med en flok teenager.

Endelig landet. Claus står og venter. Nu skal vi registreres i paskontrollen, hente vores bagage og gennem endnu et check og så ud til Claus! Og det tager lang tid. Jeg bliver tørret af af en baggage mand, men det er overstået, og familien er igen samlet.

Køreturen er nok noget af det mest sindsyge. Jeg lukker øjnene det meste af turen, men vi er fremme i live og kan prise os lykkelige for, at det er en dygtig chauffør. I parkeringskælderen bukker og skraber de nærmest for os. Vi er i lejligheden, og man kan vist rolig sige, at der venter sig en meget ny verden for os, men vi er samlet som en familie, og det er det vigtigste...

Det er langt om længe ved at være tid til, at Frederik, Alexander og jeg skal af sted. Den seneste tid har været præget af skuffelser over, at rejsen for femte eller sjette gang er blevet udsat og nogle visum, der først kom efter lang tid. Tirsdag er lige om hjørnet, og jeg er nærmest panisk angst for, at det endnu engang ikke lykkes. Jeg prøver at give slip og glæde mig til at se Claus.

Vi har efterhånden også sagt farvel til alle - familiemedlemmer, venner, kollegaer osv. Det har især været svært for Alexander. Han skal give slip på alt, det han kender, stoler på og føler sig tryg i. Han savner allerede sine venner – og det er sørme svært, når man kun er 5 år. Og hvad er det fremtiden bringer. For mig som et voksent menneske er det i virkeligheden svært at forestille, så hvordan må det ikke være for en femårig dreng. Jeg vil nu gøre alt for, at det bliver nemt, trygt og sikkert for begge mine drenge. Det er min højeste prioritet, og da de begge er nogle skønne drenge, skal det nok gå rigtig godt

De sidste to måneder har også været vanvittige hårde at komme igennem. Dette er bare en lille del.

Lige pludselig var Claus meget langt væk og ikke længere en del af vores hverdag. Et savn, som næsten ikke kan beskrives. Jeg har savnet ham, som en kvinde savner sin mand, og som en mor, der i den grad, oplever, at Alexander og Frederik savner deres far. Frederik, der jo ikke er så gammel, har sørget over sin far. Han har ikke kunnet forstå, hvor han er og kan ikke sætte ord på hans følelser, hvilket har gjort, at han har været angst for, at jeg og de nære voksne i hans hverdag skulle forsvinde. Alexander giver udtryk for sit afsavn og har også grædt, og det gør også ondt at opleve, men det har været lettere at håndtere. Det er sundhedstegn for begges vedkommende.

Jeg har ofte gået fra at savne Claus til at være meget vred på ham. Han har ikke været her, når Frederik for tiende gang er vågnet om natten og har hostet som en gal, eller når begge børn har været umulige, og jeg har været vanvittig træt, fordi jeg har knoklet hele dagen for at få tingene til at hænge sammen. Eller når jeg har trængt til et knus og et kys.

Og så kommer jeg til flytning og ned pakning af lejligheden. Hold da helt kæft, hvor har vi meget L…, og hvor tager det lang tid at pakke ned. Det har været hårdt! Og jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skulle have klaret det uden vores familie og venners hjælp. Jeg takker mange gange.

Vores oplevelse med at sige farvel til alt, hvad vi har kært her i Danmark har været ovenud positiv. Det varmer mit hjerte, at folk har været så fantastisk dejlige og hjertelige overfor os. Vi kommer virkelig til at savne jer alle sammen sindssygt meget, som Alexander vil sige det!

Når jeg sidder her og skriver alt dette, begynder det langsomt at boble i min mave. Jeg skal endelig ned til Claus, manden jeg elsker overalt på jorden. Mine børn skal ned til deres far. Og så må vi se, hvad der sker. Vi kan næsten klare alt, det har de sidste par måneder endnu engang vist os.

Billeder

Så har jeg endeligt fundet en ordentlig metode til at overføre billederne fra min telefon til computeren, så her er billed reportagen fra Dhaka (nu er det kun upload tiden der er træls):

Her er et eksempel på en aftensmads menu som Nicolas laver. Øverst til venstre er en lille smule pomfritter. Derunder er der grønsager lavet i ovnen, så vidt jeg husker er det bønner, gulerødder og lidt blomkål. I det store fad ligger der to hele fisk i sovs med masser a lime, løg, tomat og peberfrugt. Øverst til højre er der den traditionelle salat med tomat, agurk og hovedsalat med en hjemmelavet dressing over. Til sidst en skål ris. Vi får fisk 1-2 gange om ugen, og jeg er ellers ikke den store fiskespiser, men må konstatere at det kommer helt an på tilberedningen.

Herunder er min første kopivare i Bangladesh. Jeg fik lavet en seng til Frederik ligesom stokke-sengen i danmark, så han kan føle sig lidt hjemme hernede. Den er lavet af bambus efter tegninger jeg skaffede til dem.


Sidste weekend var vi på besøg i Nicolas' landsby. Herunder er der en række billeder af hvordan det "rigtige" Bangladesh ser ud. Det jeg lagde mest mærke kan dog ikke ses på billederne. Det var stilheden. Når man opholder sig i en larmene storby som Dhaka lægger man ikke mærke til den konstante larm før den er væk. Det var virkeligt dejligt.

Deres nye kirke:

Skolegården i den katolske skole hvor de

Deres gamle kirke som er blevet for lille
Deres hus
Den anden side af gården som er stampet jord:

Et meget specielt syn i muslimske Bangladesh. Vi skulle også igennem to låger for at komme til at se dem.


Vi var selvfølgelig samlingspunktet for de unge mænd i byen. På bordet står en batteridrevet blæser. Det blev næsten for meget special behandling, men når der nu var 40 grader og høj luftfugtighed var det nu dejligt.

Bangladesh er nok mest kendt for sine oversvømmelser. Her er en af landsbyens marker som er oversvømmet. Det er dog ikke noget, der bekymrer dem, da vandet bringer mange næringsstoffer som afgrøderne nyder godt af resten af året.
Palmer i mange afskygninger... - her er et eksempel

Nicolas har et "fiske-projekt" i landsbyen, hvor han opdrætter 3 forskellige slags fisk.

Man dyrker vel sin egen ananas :-)

Dette er Delowar. Vores lokale rally-kører.

Der er utrolig mange floder og vandveje i Bangladesh, men de udnyttes kun i ringe grad. Jeg ved faktisk ikke hvorfor, når man tænker på hvordan flodtransport har drevet den europæiske økonomi...

De følgende er billeder fra Dhaka og hverdagen.

Det første er fra garage anlægget, som dækker stueetagen af bygningen vi bor i.
Den lille vej der fører ind til vores bygning er flankeret af banan-palmer og andre eksotiske træer. For enden er der en metal-port der åbnes af vagterne når man kommer eller skal gå.


Vi har en Suzuki Ignis, som egentligt er en lille bil, men utrolig praktisk når man skal rundt i den sindsyge trafik der er her i Dhaka.

Store reklame skilte på bygningerne er en almindelig del Dhakas bybillede.

Forsiden af vores kontorbygning kunne ligge i stort set hvilken som helst storby med sin blålige glas-facede og 15 etager. Her er til gengæld et kig ud på bagsiden som viser noget om kontrasterne i denne by.
De næste 2 billeder viser også kontraster. Det første viser nogle drenge lege og plaske i vandet neden for vores bygning. Jeg ville aldrig tillade mine børn i det meget beskidte vand. Det næste billede viser hvordan der ser ud hvis man løfter hovedet og kigger over på den anden bred.

De sidste to billeder for denne gang er fra Dhaka Nordic Club, en lille skandinavisk oase med danske aviser og smørebrød.