Det er langt om længe ved at være tid til, at Frederik, Alexander og jeg skal af sted. Den seneste tid har været præget af skuffelser over, at rejsen for femte eller sjette gang er blevet udsat og nogle visum, der først kom efter lang tid. Tirsdag er lige om hjørnet, og jeg er nærmest panisk angst for, at det endnu engang ikke lykkes. Jeg prøver at give slip og glæde mig til at se Claus.

Vi har efterhånden også sagt farvel til alle - familiemedlemmer, venner, kollegaer osv. Det har især været svært for Alexander. Han skal give slip på alt, det han kender, stoler på og føler sig tryg i. Han savner allerede sine venner – og det er sørme svært, når man kun er 5 år. Og hvad er det fremtiden bringer. For mig som et voksent menneske er det i virkeligheden svært at forestille, så hvordan må det ikke være for en femårig dreng. Jeg vil nu gøre alt for, at det bliver nemt, trygt og sikkert for begge mine drenge. Det er min højeste prioritet, og da de begge er nogle skønne drenge, skal det nok gå rigtig godt

De sidste to måneder har også været vanvittige hårde at komme igennem. Dette er bare en lille del.

Lige pludselig var Claus meget langt væk og ikke længere en del af vores hverdag. Et savn, som næsten ikke kan beskrives. Jeg har savnet ham, som en kvinde savner sin mand, og som en mor, der i den grad, oplever, at Alexander og Frederik savner deres far. Frederik, der jo ikke er så gammel, har sørget over sin far. Han har ikke kunnet forstå, hvor han er og kan ikke sætte ord på hans følelser, hvilket har gjort, at han har været angst for, at jeg og de nære voksne i hans hverdag skulle forsvinde. Alexander giver udtryk for sit afsavn og har også grædt, og det gør også ondt at opleve, men det har været lettere at håndtere. Det er sundhedstegn for begges vedkommende.

Jeg har ofte gået fra at savne Claus til at være meget vred på ham. Han har ikke været her, når Frederik for tiende gang er vågnet om natten og har hostet som en gal, eller når begge børn har været umulige, og jeg har været vanvittig træt, fordi jeg har knoklet hele dagen for at få tingene til at hænge sammen. Eller når jeg har trængt til et knus og et kys.

Og så kommer jeg til flytning og ned pakning af lejligheden. Hold da helt kæft, hvor har vi meget L…, og hvor tager det lang tid at pakke ned. Det har været hårdt! Og jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skulle have klaret det uden vores familie og venners hjælp. Jeg takker mange gange.

Vores oplevelse med at sige farvel til alt, hvad vi har kært her i Danmark har været ovenud positiv. Det varmer mit hjerte, at folk har været så fantastisk dejlige og hjertelige overfor os. Vi kommer virkelig til at savne jer alle sammen sindssygt meget, som Alexander vil sige det!

Når jeg sidder her og skriver alt dette, begynder det langsomt at boble i min mave. Jeg skal endelig ned til Claus, manden jeg elsker overalt på jorden. Mine børn skal ned til deres far. Og så må vi se, hvad der sker. Vi kan næsten klare alt, det har de sidste par måneder endnu engang vist os.